260 år og lidt til. Så længe har den by, der i dag hedder Sisimiut, ”byen ved rævehulerne”, ligget ved foden af fjeldet Kællingehætten.
I dag er den Grønlands næststørste by, men i 1756 var landskabet omkring fjorden Amerloq sparsomt befolket, og lokalbefolkningen var en begrænset flok europæiske hvalfangere og missionærer, samt efterkommerne af indvandrede inuit, der levede af fangst og fiskeri. Der er over 6000 indbyggere i Sisimiut.
Ikke kun er Sisimiut Grønlands næststørste by, den er også et centrum for erhvervsuddannelser og udviklingen af arktiske teknologier. Med en driftig industrihavn, et omfattende havfiskeri og en voksende turisme, så er Sisimiut endvidere et moderne bysamfund, baseret på lokal styrke og internationalt tilsnit.
Det vigtigste erhverv i byen er fiskeri, og flere store kuttere, samt små og store trawlere, har havn i byen. Der fiskes især rejer, krabber og torsk, men derudover fanges både laks og hellefisk, foruden fangst af hvalros og en betydelig mængde sæl og hvidfisk.
På Sisimiut havn ligger også den største Royal Greenland fiskefabrik i Grønland, der samtidig er den mest moderne af sin art i verden, og ikke langt derfra ligger flere administrative hovedkvarterer for flere af landets store virksomheder.
Men det sidste skud på stammen bevidner den lokale interesse i altid at udvikle sig: Naboen til fiskefabrikken er både et innovationshus og et iværksættercenter, hvor målet er et tæt samarbejde mellem private iværksættere, forskere og erhvervsliv om udviklingen af nye idéer og virksomheder, der kan gavne hele Grønland.
Er man til shopping og kulturelle oplevelser, har Sisimiut nok at byde på. I byen er der en række forskellige butikker og dagligvareforretninger, og et kulturhus Taseralik med Café.
Der er et udvalg af overnatningsmuligheder, der er et smukt museum, et rigt foreningsliv, samt et stort opland med fjelde og fjorde til både sommer og vinteraktiviteter.
Sisimiut har desuden trafikforbindelser til søs og med fly hele året, og uafhængigt af årstiden er der altid kort vej til oplevelser og aktiviteter for alle.