Albrichtine Lynge

”Man holder ikke op med at lege, fordi man bliver gammel, men man bliver gammel fordi man holder op med at lege.” (Karl Groos, 1861-1946)
Jeg citerede indledningsvis en sætning, affattet af en tysk psykolog og filosof, og den hænger på opslagstavlen på Albrichtine Lynges kontor.
Albrichtine Lynge er leder af dagplejecenteret ”Naja” i Kangaamiut. Albrichtine er født i Kangaamiut og er datter af Jens Larsen, der fyldte 80 år her i sommer, og Marie, med pigenavnet Petrussen, som døde i 2002. Inden hun blev leder ved ”Naja” i fjor, var hun fungerende leder i fire år og er nu chef for elleve medarbejdere.
Albrichtine er ene kvindelige medlem af bygdebestyrelsen, valgt på vegne af Atassut.

Selv om der er blevet langt færre indbyggere i Kangaamiut i dag, kan man dog støde på kendte efternavne, og det fremgår af personalelisten.
Pædagogerne består af Laurentia Martinsen, Vilhelmine Petrussen, Angisôk’ Kreutzmann, Najaaraq Egede og Paninnguaq Lynge. Socialmedhjælper Sofiaaraq Larsen er støtteperson for handicappede, Kristine Sommer er kok, Sofie Lyberth er rengøringsdame og Ulrik Lyberth er pedel. De to sidstnævnte arbejder halvtids på ”Naja”.
Sammen med sin souschef Karoline Sommer tager Albrichtine nu en lederuddannelse, arrangeret af Handelsskolen.

Dagplejecenteret blev bygget i 1964, og da også den er nedslidt, er der planer om at bygge en ny. For den er også for lille. Der er i alt 28 børn, hvoraf de ældste ”Timmiaaqqat” (Snespurvene) (4,5-6 år) går på skolen ved siden af, og følger tæt de rigtige elever for på den måde at blive mere skoleparate. De små ”Nanuaqqat” (Isbjørneungerne) (0-2,5 år) og ”Ukalikkut” (Sneharerne) (2,5-4,5 år) opholder sig på dagplejecenteret, der er renoveret.

Da Albrichtine i sin tid kom til dagplejecenteret manglede der et vedtaget værdigrundlag, men det findes nu og det bruges som retningslinjer i det pædagogiske arbejde og ledelsesmæssigt.

Udvikling med respekt for barnets udviklingstrin, motivere det til at kunne klare sig selv. Det er vigtigt at respektere individets evner, at motivere hver enkelt til at kunne tackle sine svage sider, og at rose dem for deres stærke sider.

At lære dem at kende deres identitet ved at give dem mulighed for at følge med i hvad der sker i samfundet, i bygden. At give dem mulighed for at følge med i kulturelle begivenheder i Kangaamiut, deltagelse. 24. februar (dagen hvor man mindes omkomne under stormen i 1908), hvad sker der på Brættet? Hvad findes der af arbejdspladser, hvem arbejder hvor? Osv. Hvad sker der i Grønland, i udlandet? At undervise i børnehøjde, så tingene bliver forklaret klart og tydeligt.

Årlige udflugter sammen med børnenes familier.

Temadage alt efter sæsonen, udflugter ude i naturen, indsamling af vort lands ressourcer. En tur ud til Saqqaamiut hvert år står altid på årshjulet. Temadage op mod jul, fastelavn osv. Hvad sker der i Kangaamiut på de forskellige sæsoner? Hvilke fisk og dyr fanger fiskerne og fangerne i øjeblikket? Hvad laver arbejderne? En tur ud til fjeldet – noget der giver barnet større selvtillid og øget forståelse for naturen. Indsamling og bearbejdning af sten, buske og lignende.

Det er tydeligt, at befolkningen i Kangaamiut stadig nærer stor respekt for én ting, og det er den årlige markering af stormen den 24. februar 1908, hvor fangere omkom. I år, i 2016, fik man inviteret en ældre efterkommer af dem, som blev forældreløse dengang, for at høre på hans fortælling, også for at bevare mindet om det, bl.a. ved at lade børnene udtrykke sig gennem tegninger og klip af kajakker. Albrichtine sagde, at ikke kun personalet, men også forældrene finder det vigtigt.
Børnene lærer også at synge ”Nuna asiilasooq”, den ene af vore to nationalsange. Der skete det, at en af børnene, en to-årig, ønskede at høre nationalsangen ved juletræet, nok fordi han/hun holdt meget af den. Det kunne man jo ikke sidde overhørig, så folk måtte rejse sig op og synge den.

Albrichtine sagde, at det pædagogiske arbejde med ”Meeqqerivitsialak” efterhånden begynder at virke i Kangaamiut, og at man agter at medtage det i værdigrundlaget.
I denne proces kommer ”Kivitseqatigiit” (Ressourcegruppen) på besøg i Kangaamiut. Ressourcegruppen er et initiativ, der blev til i 2013 i samtlige kommuner, og har til opgave at formidle princippet om effektiv pædagogik for førskolebørn til kolleger.
Albrichtine sagde at hun er meget glad hver gang Ressourcegruppen kommer til Kangaamiut fordi den indpoder motivation i forhold til aktiviteter og projekter i ”Naja”, ”det er meget rart”, som hun selv siger det. For Ressourcegruppen spørger til hvilke behov, personalet har om bestemte emner, inden den kommer på besøg, f.eks. om hyperaktive børn, og indleder derefter på stedet en dialog om emnet, i stedet for at holde et decideret kursus om det. 

Albrichtine fortalte om en pædagogisk metode, som hun selv kalder ”Kangaamiut-metoden”, som opstod ved et tilfælde.
Hun mener, at det går rigtigt godt med de forskellige aspekter af brobygningen for ”Snespurvene”’s vedkommende, der opstod på grund af pladsmangel i og med at de ældste førskolebørn måtte forlade dagplejecenteret og flytte over til skolen. Man fik på denne måde samlet de ældste førskolebørn ét sted, de var jævnaldrende og kunne bedre tilrettelægge deres overgang som en mere homogen gruppe. Når børnene lader sig skrive op til skolen, kan de uden videre integrere sig blandt eleverne og følge med i deres gøren og laden, f.eks. ved at slå sig sammen med dem når de skal ud til idrætstimerne i hallen. Ved at frigøre sig fra de yngre, bliver de mere ligestillet med dem, ved at være føl med de skoleklare, og bliver på den måde mere skolemodne.

Også forældrene går meget op i arbejdet med opdragelsen. Før så man på ”Naja” som en børnehave, hvor børn blot skulle passes, men i dag mener forældrene, at det er vigtigt at deres børn lærer noget, velvidende om at det er meningen, at deres børn skal have udbytte af deres ophold i ”Naja”. Man anerkender derfor at det samlede personale, inkl. den ikke-pædagogiske del, arbejder med opdragelse af børn, selv om ikke alle har taget en socialpædagogisk uddannelse.

Albrichtine er også tilfreds med køkkenet. ”Vi har gavn af vor egen kok. Hun holder nøje øje med vores køkkenbudget.”
Barnet skal have spist morgenmad hjemme når hun/han møder op, men det er også muligt at medbringe en madpakke.Der er fælles måltid klokken elleve, tre gange om ugen spiser man rugbrød med pålæg, og varme retter to gange om ugen, hvor grønlandske retter er førstevalg, suppleret med danske retter. Man spiser gerne grønlandske retter året rundt, alt efter sæsonen, for eksempel er der nu laksesæson. Om eftermiddagen er der fiberrig kost.
Albrichtine kom særskilt ind på emnet grønlandske børn og grøntsager. Hvor de små ofte nægter at spise grøntsager hjemme holder de sig ikke tilbage for at spise grøntsager under fælles måltiderne i ”Naja”. Det forlyder, at forældrene er glade for kosten og måltiderne i ”Naja”, for man hører ikke længere klager.

Der holdes årlige separate lokalemøder, og fællesmøder. Der afholdes to konsultationsmøder for hvert barn om året, og det kan ske at der afholdes jævnlige møder når der opstår akutte situationer.