airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Tronarvinger på klimabesøg i sommervejr

28. maj 2009

Afsnit 1 

Tronarvinger på klimabesøg i sommervejr

Kronprinsesse Victoria hyggede sig så meget, at hun havde svært ved at løsrive sig fra en engageret samtale med studerende på HTX og Arktisk Ingeniør uddannelserne i Sisimiut, trioen stod længe og vinkede fra dækket af Ejnar Mikkelsen, og i Sarfannguit var der Fyrtårnsbygd og fødselsdag på programmet.

Sisimiut og Sarfannguit tog onsdag d. 27. maj imod Kronprinsesse Victoria, Kronprins Haakon Magnus og Kronprins Frederik, da de tre tronarvinger besøgte Qeqqata Kommunia for at lære mere om klimaforandringer i Grønland.

Selvom besøget kun var annonceret med kort varsel spredte nyheden sig med sædvanlig snilde, så folk alle steder talstærkt mødte op for at vinke, trykke hånd og blive fotograferet sammen med de royale gæster.

Fra Sisimiut Lufthavn gik turen via solvarmeanlægget på Knud Rasmussens Højskolia og lavenergihuset til Sanaartornermik Ilinniarfik. Her fik skolens studerende fik mulighed for at sidde i mindre grupper og tale med kronprinsesse og kronprinser om bl.a. klimaforandringernes betydning i Grønland.

Men programmet var stramt, og da de danske arrangører antydede, at tiden var inde til at fortsætte måtte Kronprinsesse Victoria forklare, at hun altså ikke var færdig endnu. Alligevel fortsatte turen snart, og efter et besøg i den gamle bydel og ved udsigtspunktet på Nasiffik stod innovationscenteret Nutaaliorfik på programmet.

Innovationscenteret danner i disse dage ramme omkring et kursus i installation af solvarmeanlæg, og deltagere fra hele landet kunne derfor byde på kaffe og en snak om klimatilpasning.

Herefter gik delegation ombord på Ejnar Mikkelsen, tog afsked med Sisimiut og sejlede til Sarfannguit. Undervejs fortalte lektor Morten Holtegaard Nielsen fra Artek om det såkaldte Fyrtårnsprojekt, der via målinger, forskning og praktisk afprøvning af teknologier har sat Sarfannguit på landkortet som et regionalt centrum for udvikling af bæredygtige teknologier der er tilpasset det arktiske klima.

Bygdens befolkning modtog det kongelige besøg med velkomsttaler og rundvisning, og besøget varede i alt en times tid. Inden afgang var der inviteret til fødselsdag med kaffe og grønlandsk kage hos Jakobine Onæsmussen, hvor nevøen fyldte 17 år. Det er nok ikke en fødselsdag, der lige bliver glemt.