Enos Lyberth blev født den 25. maj 1931 i Maniitsoq, og var søn af Ôlínguak’ og Elisabeth Lyberth. Han er en af efterkommerne af den dygtige og arbejdssomme slægt Lyberth fra Maniitsoq.
Han fuldførte sin uddannelse fra Teleskolen i Nuuk i 1950, og læste senere videre til telegrafist i Danmark – sammen med to andre grønlændere.
I sine bedste år flyttede Enos Lyberth jævnligt på kysten, i alt 18 gange. Han fik således utallige venner og bekendtskaber på hele vestkysten.
Enos Lyberth var medlem af kommunalbestyrelsen i Qaqortoq i perioden 1983-1993. Men allerede før da var han en vågen iagttager af det politiske liv og samarbejde, det var derfor ikke mærkeligt at han deltog i bevægelsen, der arbejdede for at indføre hjemmestyret i 1979 siden starten, og var blandt fortalerne af kærlighed til sit land.
Enos virkede som forstander i rekreationshjemmet ”Allu” fra 1993 frem til 1999. Hjemmet havde til formål, under trygge omgivelser, at yde rådgivning til personer, familier eller samboende, om deres privatliv i deres videre færd i tilværelsen.
Kendetegnet og ånden hos Enos Lyberth var således hjælp til medmennesket. Fra nyere tid kender vi Enos Lyberth som en utrættelig forkæmper for ældresagen. Før han vendte tilbage til sin fødeby Maniitsoq i 2002 var han allerede kendt som en leder for foreninger og organisationer ud fra et menneskeligt ståsted. Han var blandt andet med i Hvide Kors.
Det skal særskilt nævnes, at han var blandt initiativtagerne til dannelsen af ældreforeningen i Qaqortoq i 1984, et initiativ der senere skulle komme ældre i Sydgrønland til megen gavn, samt at han var med til at stifte ældreorganisationen De Ældres Røst. Takket være Enos’s virke er der mange eksempler på vellykkede og succesfulde initiativer, og ikke mindst er der mange, der er blevet bevidste om betydningen af at behandle ældresagen med respekt. Vi skal aldrig glemme ældrekonferencerne, og ikke mindst ældrehøjskolerne, på Knud Rasmussens Højskole i vor by. Vi skylder i sandhed Enos megen tak.
Efter sin pensionering i 1993 fik Enos Lyberth for alvor kræfter til at gøre en god gerning ude og hjemme, uden tanke på sig selv, men for sine medmenneskers skyld. Han var besjælet af dette: ”Uanset hvilket parti, vi tilhører, lad os aldrig tilegne os denne tankegang: Det er ene og alene vores synspunkt, der tæller, de andres tæller ikke….”
Han var således medlem af landets fornemste politiske forsamling Inatsisartut i valgperioden 2002-2005. Udover sit medlemskab i forskellige udvalg var han formand for Inatsisartuts familie- og sundhedsudvalg. Han stillede helhjertet flere forslag om forbedring af vilkårene for familier, søfarende, pensionister og for ældresagen.
Enos Lyberth skrev sig mindeværdigt ind i vort lands historie ved sin varetagelse af posten som præsident for ICC Elders, ældresektionen under Inuit Circumpolar Conference, fra 1995 til 2002, i kraft af sit formandskab for ældreorganisationen De Ældres Røst i årene 1993-2002, en post han også høste mange roser for fra vore stammefrænder.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II tildelte Enos Lyberth en nådesbevisning i 2004. Inatsisartuts fortjenstmedalje i sølv ”Nersornaat” gik til Enos Lyberth i 1990. Qeqqata Kommunia tildelte Enos Lyberth en ærespris i 2011 for hans mangeårige virke.
Enos Lyberth blev ved flere lejligheder udnævnt til æresmedlem, således fra ældreforeningen i Qaqortoq, fra lokalafdelingen af Siumut i Maniitsoq, samt fra Siumut partiet.
Enos Lyberth efterlader ved sin død mange efterkommere. Hans første kone Marie Lyberth døde i 1960. Senere giftede han sig med Amalie Lyberth, der døde i 2013. Han efterlader sig sin kone Rosine Lyberth, som han giftede sig med i 1998, og sine mange børn, børnebørn og oldebørn. Vi kondolerer hans familie og de mange, der var nært knyttede til ham.
Enos Lyberth udåndede den 16. maj, og blev begravet i Maniitsoq.
Æret være Enos Lyberths minde.
Hermann Berthelsen, borgmester