airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Glæde i Sisimiut

- Vi glæder os til at tage imod de nye studerende. Sisimiut og Qeqqata Kommunia er parat med et aktivt sport-, kultur- og fritidsmiljø samt institutionspladser, siger borgmester Malik Berthelsen, Qeqqata Kommunia, i en kommentar til, at DTU netop har meddelt, at man fra 2019 vil begynde at optage studerende på en ny diplomingeniøruddannelse i Arktisk Fiskeriteknologi med base i Sisimiut.
12. april 2018

Borgmester hilser ny ingeniøruddannelse i fiskeriteknologi velkommen 

- Vi glæder os til at tage imod de nye studerende. Sisimiut og Qeqqata Kommunia er parat med et aktivt sport-, kultur- og fritidsmiljø samt institutionspladser, siger borgmester Malik Berthelsen, Qeqqata Kommunia, i en kommentar til, at DTU netop har meddelt, at man fra 2019 vil begynde at optage studerende på en ny diplomingeniøruddannelse i Arktisk Fiskeriteknologi med base i Sisimiut.

- Det er godt nyt – ikke alene for Sisimiut, men også for Grønland. Det er vigtigt, at vi selv kan uddanne eksperter på et højt niveau inden for landets vigtigste eksport- og udviklingserhverv, mener Malik Berthelsen.

Placeringen af den nye uddannelse i Sisimiut er i den forbindelse oplagt. Byens historiske tilknytning til fiskerierhvervet giver et helt særligt miljø for de studerende – og mange muligheder for at omsætte teori til praksis.

Sisimiut huser i forvejen uddannelsen i Arktisk Teknologi, der foregår både i Grønland og andre steder. Den uddannelse er også modellen for den nye uddannelse i fiskeriteknologi. De studerende starter med halvandet års studier i Sisimiut. Herefter tager de et år til Danmark, hvor de tager kurser på DTU’s campus i Lyngby, Ballerup eller Hirtshals. Det sidste halvandet år af uddannelsen skal bruges på praktik, valgfri kurser og afsluttende projekt. Det vil være muligt at opholde sig i Grønland i hele denne periode.

- Med uddannelsen i Arktisk Teknologi har vi fundet en velfungerende model, og nu er tiden moden til at udbyde endnu en uddannelse efter samme model, denne gang målrettet behovet inden for fiskerisektoren, forklarer institutdirektør Niels-Jørgen Aagaard fra DTU Byg, som også er centerleder for Center for Arktisk Teknologi (ARTEK) og Arctic DTU – et nyt center, der har til formål at skærpe DTU’s profil på det arktiske område.

I 2000 blev diplomingeniøruddannelsen i Arktisk Teknologi oprettet i samarbejde mellem DTU og det daværende hjemmestyre. Siden da er uddannelsen blevet en fasttømret del af det grønlandske samfund, og næsten 100 diplomingeniører har efterhånden gennemført uddannelsen, som har base i Sisimiut.

Siden 2016 har det også været muligt for civilingeniørstuderende at tage en del af deres kandidatuddannelse i Grønland i forbindelse med Arktisk Semester, som DTU udbyder hvert forår i Sisimiut.

Af de knap 100 diplomingeniører, der indtil videre er blevet uddannet i Arktisk Teknologi fra DTU, har cirka 70 % fået arbejde i Grønland. Desuden er arbejdsløsheden hos diplomingeniørerne så godt som ikke-eksisterende. Forventningen er, at de kommende diplomingeniører i fiskeriteknolog vil blive taget lige så godt imod af erhvervslivet.

Den nye uddannelse vil indeholde fire faglige fokusområder: biologi/oceanografi, fiskeriteknologi, forvaltning og forædling af fisk og skaldyr. Uddannelsen vil desuden have fokus på innovation og entreprenørskab.