Helga Martha Olsen Lennert, fuldmægtig i Qeqqata Kommunia, blev fredag den 31. oktober 2025 tildelt Kongens Fortjenstmedalje i sølv for 40 års kommunal ansættelse.
Medaljen blev overrakt af borgmester Malik Berthelsen ved en højtidelighed på byrådssalen i Sisimiut med sine nærmeste familie og bekendte.
- Helga har nu tjent først Sisimiut Kommune og sidenhen Qeqqata Kommunia gennem seks borgmestre og 40 år. Det er en enestående bedrift – ikke mindst i vore dage, hvor alt er under forandring. Gennem alle årene har hendes skiftende overordnede altid været tilfreds med arbejdsindsatsen. Hun har serviceret skiftende medarbejdere, vores lokale politikere, besøgende til kommunen fra folkeskoler, fra kommuner, turister, fra folketinget, fra udlandet, de kongelige samt mange andre.
Vi har lært hende at kende som en solid og stabil medarbejder. Efter har have været involveret i mange af kommunens arbejdsområder i rigtig mange år, kommer mange til hende for at spørge til en bestemt sag. Helga er kommunens omvandrende videns base. Hun værdsætter oprigtighed, giver tryghed, er loyal og dygtig, hun kan være bestemt i vise situationer, og hun har humor. Hun er altid med på et godt grin og sjov i dagligdagen. Vi værdsætter at Helga forsætter med at arbejde på deltid, selvom hun netop er pensioneret.
Kongens Fortjenstmedalje er den ældst eksisterende belønningsmedalje i Kongeriget Danmark. Den er indstiftet allerede i 1792 som en belønning for trofast tjeneste.