Najaaraq Egede, 31, blev færdig som socialhjælper tilbage i 2014, og blev året efter ansat i dagsinstitutionen Naja i Kangaamiut, der huser 16 børn.
Najaaraq er en ægte Kangaamiut-pige og er da også rigtig glad for sit job, da hun elsker at arbejde med børn og specielt dem, der er ved at komme i skolealderen.
- Heldigvis arbejder jeg også i den afdeling. Jeg elsker at lære børnene ting, som man skal kunne, når man kommer i den alder. Det bedste er, når børnene når det punkt i læringen, hvor de rigtigt er skoleklare. De bliver så stolte, og det er dejligt for os at se, fortæller Najaaraq.
Najaaraqs skolegang foregik i Maniitsoq og selve praktikken i en fritidsklub, og selv om hun var glad for det hele, er det nu meget mere rart for hende at vende tilbage til sin bygd og arbejde i en daginstitution.
- Her har vi flere regler, vi kan bygge vores arbejdsdag og planer op i. Det er noget, der gør mig mere tryg, siger hun.
Udfordringer under uddannelsen
Udover faste regler er der også noget andet, der får hende til at glæde sig til arbejdsdagen.
- Vores arbejdsmiljø er meget god. Det er vigtigt at have gode kollegaer, pointerer Najaaraq.
Der er da også udfordringer, når man arbejder med små børn. Der bliver for eksempel arbejdet hårdt for at opnå målsætningerne og planerne til næste år.
Najaaraq mener, at man skal være indstillet på at man til tider skal arbejde hårdt, når man er under uddannelse som socialhjælper.
Det er samtidig vigtigt at være robust anlagt og samtidig følge godt med i timerne.
- Man udvikler sig jo også meget som person, når man er under uddannelse, specielt når man skal arbejde med børn. Det hele er jo ikke lutter lagkage, og det er vigtigt ikke at give op under de mere hårde perioder, som man kan have som studerende, siger hun.
Najaaraq drømmer om at uddanne sig videre, enten som socialassistent eller pædagog. Men det ligger ikke i den nærmeste fremtid.
- Når jeg føler, at det er nu det skal være, så gør jeg noget ved sagen. Lige nu nyder jeg bare mit arbejde og mit liv, siger hun.