Greenland Aviation og Igloo Mountain har startet et unikt og eksklusivt samarbejde i Arctic Circle Region om udviklingen af flightseeing, heliskiing og andre helikopterprodukter med base i Sisimiut.
Arctic Circle Region har fået en helikopter, der skal bruges til blandt andet oplevelsesture, skriver Arctic Circle Region.
I lufthavnen modtog Qeqqata Kommunias borgmester Hermann Berthelsen og en stor gruppe fremmødte de to helikoptere, der i over en uge har været undervejs fra Ontario i det centrale Canada. Den lange tur er gået via Quebec, op langs Canadas østkyst til Iqaluit og videre over Davis Strædet ved Cape Dyer.
Realiseringen af planerne er desuden særligt glædelige for det Sisimiut-baserede turistselskab Igloo Mountain, som har indgået en eksklusivaftale med Greenland Aviation om udviklingen af heli-produkter i hele Arctic Circle Region.
Således udtaler direktør for Igloo Mountain, Laarseeraq Skifte:
- Vi er virkelig glade for, at der er nogen, der satser på at få en helikopter til byen, for det er et helt nyt tilbud i Arctic Circle Region med et kæmpe potentiale. Vi vil kunne tilbyde både flightseeing, heliskiing, gletscherture, helihikes og mange andre eksklusive helikopterprodukter bl.a. til krydstogtgæster, adventureturister og også til lokalbefolkningen.”
Helikopteren kan tage 5 passagerer og er udstyret med både slingloads, redningsudstyr, en skibasket til skiudstyr samt ekstra rum til bagage og grej.