Onsdag den 10. august var første skoledag for eleverne i Sisimiut.
I Minngortuunnguup Atuarfias skolegård stod 45 nye 1. klasses elever, nogle lidt beklemte ved situationen, men alle klædt i deres fineste festtøj, forventningsfulde og spændte på alle de nye udfordringer de næste mange års skolegang kommer til at byde på.
I sin velkomsttale til de nye elever og deres forældre fortalte skoleinspektøren bl.a., at skolen ikke bare er et sted for læring, men også et sted, hvor man får nye kammerater at være sammen med. Desuden er det vigtigt, at man hver dag husker sin skoletaske, så man kan have sin madpakke og bøger med. Skoletasken var der i hvert fald mange, der havde husket på deres første skoledag. Funklende nye sad de på ryggene af eleverne, mens de én efter én blev kaldt op til deres klasselærer.
For børnene på Minngortuunnguup Atuarfia var den første skoledag måske særligt speciel, fordi dele af skolen er revet ned, så der gennem de næste tre år kan blive bygget helt nye lokaler til eleverne. Så da de to nye klasser var blevet samlet, gik de klassevis til deres klasseværelser – på Nalunnguarfiup Atuarfia.
Her var der et par timer forinden startet 39 nye 1. klasses elever, så skolen vil i den kommende tid summe af i alt 84 børn, der alle netop er begyndt en spændende rejse ind i lærdommens verden.
Udover de nye 1. klasser er resten af yngste trinnet fra Minngortuunnguup Atuarfia også flyttet til Nalunnguarfiup Atuarfia, så skolens nuværende elevtal på 397 til det kommende skoleår er blevet øget med 219 elever.