airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Affaldssækkene i Sisimiut er blevet lettere

I juni måned sidste år begyndte affaldscontainere til dåser og glas at præge bybilledet i Sisimiut. Borgerne tog godt imod de nye containere, og i dag afleverer rigtig mange borgere deres glas og dåser dér, i stedet for at smide dem i affaldssækken derhjemme. Det har givet helt synlige resultater for både skraldemænd og forbrændingsanlæg i byen.
22. januar 2013

I juni måned sidste år begyndte affaldscontainere til dåser og glas at præge bybilledet i Sisimiut. Borgerne tog godt imod de nye containere, og i dag afleverer rigtig mange borgere deres glas og dåser dér, i stedet for at smide dem i affaldssækken derhjemme. Det har givet helt synlige resultater for både skraldemænd og forbrændingsanlæg i byen.



I de første 8 måneder af containernes levetid er der blevet samlet cirka 45 m³ glas og 5 m³ maste metaldåser. Det er så store mængder, at skraldemændene i Sisimiut kan mærke, at affaldssækkene fra de private husstande er blevet lettere. På forbrændingsanlægget er forbrændingen blevet bedre, og der er færre problemer med smeltet aluminium i anlægget. Det har været medvirkende til den største varmeproduktion siden 2007.



Formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg, Hans Frederik Olsen er glad for, at man nu kan se tydelige konsekvenser af en rigtig affaldssortering.

-Det er lidt mere besværligt at sortere sit affald på den måde, og derfor er det jo bare ekstra flot, at så mange borgere gør den indsats. Det viser også, at hvis vi alle sammen tager en lille del af ansvaret for miljøet på os, kan vi faktisk sammen gøre en rigtig stor forskel. Det er jeg virkelig stolt af, og det kan resten af Sisimiuts borgere også være. Jeg kan kun opfordre til, at man bliver ved med at bruge containerne – og inviterer naboen med næste gang man slår vejen forbi for at aflevere glas og dåser, siger han.



Desuden ser han frem til, at borgerne tager lige så godt imod fremtidige tiltag på affaldsområdet.

-Affaldscontainerne er kun et lille skridt på vejen mod en optimal affaldssortering. Så jeg håber meget, at borgerne vil være lige så positivt stemte over for de kommende tiltag, slutter han.

Affaldscontainerne står på centrale pladser i Sisimiut. Du kan læse mere om containerne i folderen Ny affaldssortering i Sisimiut.

Yderligere information

Du er velkommen til at kontakte driftsleder i Sisimiut, Jacob S. Lundgaard, tlf. 52 57 80, hvis du vil vide mere om affaldscontainerne.