Qeqqata Kommunia og Kommune Kujalleq har i dag underskrevet aftaler med IT virksomheden Inu:it A/S om levering af WiFi-net i alle byer og bygder i de to kommuner. Dermed er grundstrukturen for iPads-projektet kommet på plads.
Aftalerne gør det muligt for at udrulle iPads-projektet i de to kommuner indenfor det næste halve år. Inden jul i Qeqqata Kommunia og i starten af det nye år i Kommune Kujalleq. Det betyder, at alle skoleelever og lærere i de to kommuner får iPads og kan komme på internettet via WiFi-nettet både på skolen og udenfor skolen.
Flere tekniske løsninger var i spil til at sikre internet både på og udenfor skolen. De to borgmestre Hermann Berthelsen og Jørgen Wæver Johansen er enige om, at Inu:its løsning med ubegrænset intern trafik i den enkelte by og bygd har markante fordele. Det gør det muligt at kommunikere frit mellem eleverne og mellem skole og hjem om undervisningsplaner og lektier m.m.
Direktør i Inu:it A/S Martin Gjødvad oplyser endvidere, at WiFi-løsningen med diverse udstyr gør det muligt at cache en stor del af internettrafikken, så den enkelte webside eller program kun skal hentes på internettet én gang til hver skole, selvom alle iPadsene skal downloade det. Det har selvsagt stor betydning, når 3.000 iPads skal opgraderes med diverse programmer.
Qeqqata Kommunias borgmester Hermann Berthelsen er glad for, at Grønlands Selvstyre bakker op om projektet og har gjort det muligt at lade iPads-projektet benytte Attat-nettet. Samtidig roser Hermann Berthelsen Grønlands Selvstyre for at sætte flere midler af til Attat-nettet og opgradere Attat-nettet, så det reelt svarer til at have flatrate i skolen.
Det er rigtig godt, når det offentlige kan samarbejde om løsninger til glæde
for vores skoleelever oplyser Kommune Kujalleqs borgmester Jørgen Wæver
Johansen. Selve indkøbet af iPads sendes nu i udbud og borgmesteren forventer,
at det vil have stor interesse fra leverandører i ind- og udland. Det er jo ikke
hver dag, at der købes over 3.000 i Pads ind på vore breddegrader, siger Jørgen
Wæver Johansen.
iPads-projektet er blevet muligt på baggrund af en bevilling
på 17 mio. kr. fra VILLUMFONDEN. Fondsråd Jens-Jørgen Pedersen fra VILLUMFONDEN
ser frem til, at de grønlandske kommuner kommer med IT-vognen. Det går stærkt
med IT-udviklingen i disse år, og IT er som skabt til Grønland. Læring er ikke
kun det der foregår på skolen, men i høj grad hvilke muligheder eleverne får for
at få informationer og kommunikere globalt, udtaler Jens-Jørgen
Pedersen.