Af Albricht T. Skifte, leder af Brættet i Maniitsoq
Albricht T. Skifte til højre.
Det gamle Bræt bestod af et halvtag over nogle faste borde. Det blev nedrevet og den nuværende bygning blev opført i 1995. Bygningen blev renoveret i 2014. Bortset fra søn- og helligdage har vi åbent fra otte til halv fem dagligt, og fra ni til halv tre i weekenden.
Dengang da der var flere indbyggere i Maniitsoq, kom der ofte mange kunder forbi, men nu kommer der færre forbi. Før i tiden lå vor omsætning på over 2 mio. kr., men dalede i takt med faldet i befolkningstallet. I år, dvs. frem til 27. oktober, har vi indtjent 1.622.904,00 kr., og 1.801.387,00 kr. i 2015.
Hvis det fortsætter på samme måde ser det ud til, at vi når op på samme niveau som i fjor, og vi kan se at fangerne og fiskerne er driftige, til trods for at der alene i Maniitsoq nu er 3 indhandlingssteder, nemlig Royal Greenland A/S, Lilleholm ApS og Maniitsoq Fish, alligevel prøver vi så vidt muligt at holde priserne nede.
Man kan måske forsigtigt sige, at vores bræt hører til blandt de bedst fungerende på kysten. Her og nu handler vi mest med skællaks, havkat, torsk, rensdyrkød, sælkød, hvalkød og mattak (hvalhud).
Vi vil fortsat gerne udvikle
Maniitsoq og omegns styrke ligger i adgangen til vildt, såvel havpattedyr og landpattedyr. Vi har næsten altid noget at tilbyde da fiskerne og fangerne forsyner os med forskellige råvarer året rundt.
Vi og småjollefiskerne drøfter til tider hvordan man kan udvikle faciliteterne på brættet. En af følgerne er at vi har anskaffet os en fryseboks, der indeholder indpakkede retter lige til panden eller gryden. For eksempel er vi også begyndt at fryse sælspæk.
Vi har også talt om at den kunne suppleres med et køleskab, der f.eks. indeholder lækre og nemme retter målrettet de lidt yngre kunder.
I sin tid plejede vi at fortælle om dagens råvarer hver dag gennem lokalradioen Maniitsup Tusaataa, for så kunne folk jo følge med. Da lokalradioen lukkede, blev der meget langt mellem opringningerne. Vi ved at brættet i Sisimiut har en egen facebook-profil, så folk kan følge med.
Vi mangler sådanne muligheder her i Maniitsoq, for det virker når jeg engang imellem tyr til min egen facebook-profil.