Gad vide hvor mange folkeskolen, stedet hvor børn springer ud som blomster, har fostret i løbet af de 50 år, den har eksisteret? Jeg retter hermed mine taksigelser til min gamle skole og til lærerne gennem årene, og ikke mindst til mine bygdefæller, og til lykke alle sammen.
Skolen blev bygget i 60-erne
Tidligt i 1960-erne voksede antallet af elever i Kangaamiut i den grad, at der opstod et behov for en større skole. Det var forståeligt dengang, men da man tog det i brug fandt man hurtigt ud af at den var for lille, trods dens størrelse, for dengang var antallet af elever allerede kommet op over 100. Af den grund inddrog Grønlands Tekniske Organisation (GTO) dengang to hytter fra radiokædestationen, og som vi alle ved kom til at huse lokalavisen ”Kangaamiormiu” senere, men som nu er revet ned. Den nye skole måtte have virket stor for befolkningen, og mon ikke luften har været tyk af oplevelser og historier gennem årene.
Mange lærere og børn
Da vi kom i skole var der 17 lærere, hvoraf de fleste er afgået ved døden, og det er ikke til at vide hvad de ville have sagt hvis de havde været i live. Den har gennemgået en stor teknologisk udvikling, men bygningens form er stadig den samme. Det er svært at opgøre antallet af børn og lærere nøjagtigt gennem de sidste 50 år, for mange dokumenter er gået tabt. Og i fjor måtte man kassere mange bøger, der var blevet ramt af skimmelsvamp som følge af fugt, der opstod på biblioteket i kælderen.
Skolen har givet mange børn en fremtid, og jeg kan se at mange nu har fået stillinger, men desværre er mange af dem gået bort. Stedet, hvor man springer ud som en blomst, og hvor man får sig et fundament at stå på i tilværelsen, fylder 50 år.
Man tillagde god opførsel megen betydning
Da jeg kom i skole kan jeg huske, at vi plejede at vente på læreren ude ved forstuen parvis sammen med en hel masse andre børn, og når klokken ringede rykkede vi alle sammen ind i vore klasselokaler, men først når læreren havde åbnet døren, og vi stod der som soldater på række.
Lærerværelset fungerede også som klasselokale dengang, og den var altid fuld af mennesker, og det var krænkende at se lærere slå børn dengang. På den anden side var det forståeligt, for de gik op i at lære børnene noget. Man lagde megen vægt på god opførsel, og på ”lydighed” i anførselstegn. Der var nogle forældre, der kom ind til skolen for at skælde ud, og nogen gange kunne man høre rasende skænderier. For i de dage gik man meget op i at værne om børn.
En skole med mange funktioner
Vores skole har til hver en tid kunnet tilpasse sig ændringer i lovgivningen om folkeskolen, også i form af forskellige cirkulærer, gennem 50 år. I dag, når vi får besøg af Arbejdstilsynet, er det underligt at se at man ikke tillagde ventilation nogen betydning dengang – for man kunne jo bare altid lukke op for vinduerne. Og vi børn følte nok ikke, at vi stod som sild i en tønde dengang, selv om der var fuldt hus nogle gange på lokalerne, for da antallet af elever stod på sit højeste, var der knap 200 elever. Og indbyggertallet i Kangaamiut nåede næsten op på 900. Og skolen måtte også til tider holde åben fordi de to fabrikker havde brug for mange medarbejdere. Det er let at forestille sig at skolen har fungeret som et samlingspunkt for lokalbefolkningen da aftenskolen blev indført og da der kom et bibliotek til. For den har i den grad haft en mangfoldig funktion som kirke, festsal, biograf, mødested og meget mere. Derfor skylder vi vores skole megen tak.
Vi springer nu ud som blomster, og skolen vil altid fostre elever, der springer ud, gid skolen, en af vore rødder, der nu fylder 50 år, må fortsætte med sit virke.
Tillykke alle sammen.