I uge 14 holdt uddannelsesstyrelsen en videoworkshop i Sisimiut. På workshoppen deltog i alt 12 lærere. Deltagerne var en blanding af engelsklærere fra yngste og mellemtrin samt lærere, der tidligere har deltaget i workshops om praksisvideoer fra skolerne i Maniitsoq og Sisimiut.
I løbet af tre dage har lærerne i tomandsgrupper arbejdet sammen om at producere videoer med eksempler på begynderundervisning i engelsk. Disse lærer-til-lærervideoer kan bruges til inspiration for andre engelskundervisere på yngste-trinet, der via korte videoer kan få inspiration til, hvordan de selv kan tilrettelægge deres undervisning.
Lørdag den 7. april viste deltagerne nogle af de 12 videoer, som de har produceret i løbet af workshoppen. De korte videoer viste eksempler på aktiviteter til begynderundervisning i engelsk i 1.-5. klasse. Videoerne var meget forskellige, nogle viste eksempler på, hvordan man kan arbejde med sang og dans, når de yngste elever skal lære engelske ord. En anden video viste eksempler på, hvordan selv små elever kan arbejde sammen i par og spørge hinanden på engelsk. En tredje viste, hvordan en hel klasse sammen fandt frem til de tegninger, der passede til de ord, en elev læste op på engelsk.
Målet med workshoppen har været at give deltagerne redskaber til, hvordan man kan lave videoer af sin undervisning i engelsk, der helst skal være sjovt og legende for de yngste. Workshoppen er en del af et forløb, som uddannelsesstyrelsen har lavet for lærere, der står for begynderundervisning i engelsk. Her har der været fokus på en kommunikativ tilgang til begynderundervisningen, hvor læreren og eleverne taler meget engelsk og lærer sproget gennem lege, sange og øvelser.
Qeqqata Kommunia har siden 2015 haft engelskundervisning fra 1. klasse, som den første kommune i Grønland.
I denne omgang har der været fokus på engelsk begynderundervisning. Men i princippet kan lærer-til-lærer-videoer bruges på alle fag i folkeskolen og på alle trin. Uddannelsesstyrelsen har ikke besluttet endeligt, hvad der skal ske fremover, men håbet er, at alle lærere i Grønland vil kunne dele deres erfaringer via korte videoer.
Arbejdet med praksisvideoer startede i efteråret 2016. I september 2016 og marts 2017 holdt Qeqqata Kommunia og uddannelsesstyrelsen to workshops, hvor lærere fra alle tre trin på folkeskolerne lærte, hvordan de ved hjælp af deres iPads kunne lave korte videoer af, hvordan de bruger iPads i undervisningen.
Workshoppen blev faciliteret af Nicolai Seest fra firmaet &Learning, der også stod for de tidligere workshops, i samarbejde med Brita Toft Hyldgaard fra uddannelsesstyrelsen.
Man kan se en introduktion til videoredskabet her: https://youtu.be/OEp422Pey2k
Her er et eksempel på en lærer-til-lærer-video: https://youtu.be/7E-wOXLuq5I