airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Qeqqata Kommunia modtager Rauma-prisen 2025 for arbejdet med Aasivissuit – Nipisat

Qeqqata Kommunia har sammen med sine samarbejdspartnere bag verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat: Inuit jagtområde mellem indlandsis og hav modtaget Rauma-pris 2025 ved Nordisk Verdensarvskonference i Danmark.
3. oktober 2025

Prisen gives til nordiske verdensarvsområder, der har udmærket sig gennem særligt stærkt samarbejde og inddragelse. Juryens begrundelse lød:

- Prisen tildeles Qeqqata Kommunia og samarbejdspartnere ved verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat for deres enestående indsats for at bevare et levende kulturlandskab, hvor natur og kultur er tæt forbundet. Gennem inkluderende samarbejde har de udviklet innovative måder at beskytte og dele områdets kulturarv på. I en tid hvor verdenssamfundet er under pres, fremhæver dette arbejde vigtigheden af at gøre verdensarven tilgængelig og meningsfuld ud over de nationale grænser – i verdensarvskonventionens ånd.

Et langsigtet arbejde bærer frugt
I de seneste fire år har Qeqqata Kommunia gennemført et omfattende formidlingsprojekt i samarbejde med fonde som 15. Juni Fonden, Aage V. Jensens Fonde, Augustinusfonden og tips og lottomidlerne samt kommunalbestyrelsen. Arbejdet har blandt andet omfattet:

• udviklingen af en ny hjemmeside med interaktivt kort,
• etablering af udstillinger i Sisimiut og Kangerlussuaq museum,
• udarbejdelse af nye bøger, der udkommer senere,
• pilotprojekter i det åbne land,
• samt grundige sårbarhedsvurderinger af landskabet m.m.

Sårbarhedsvurderingerne har været en vigtig forudsætning for at kunne opbygge et solidt fundament for fremtidigt arbejde. Her har fokus været, at de lokale beboere – som er de reelle ejere af landskabet – altid skal stå i centrum. Udviklingen af området skal ske i tæt samråd med dem, der bor her, så deres viden, erfaringer og behov indgår som grundlag.

Som en del af denne proces er der allerede gennemført pilotprojekter i landskabet for at afprøve teorier og visioner i praksis. Med disse erfaringer i bagagen går arbejdet nu ind i en mere ekstrovert fase, hvor næste skridt bliver at udvikle initiativer og projekter, som de lokale selv aktivt kan være med til at etablere.

En pris der forpligter
At modtage Rauma-prisen er en stor anerkendelse af det fælles arbejde mellem kommune, lokalsamfund og samarbejdspartnere.
- Vi er meget stolte af denne pris. Den viser, at vores langsigtede indsats bliver bemærket internationalt, og at det grundige arbejde med både natur, kultur og lokal forankring har en værdi langt ud over Grønlands grænser, udtaler Paninnguaq Fleischer-Lybesite manager i Verdensarv Aasivissuit – Nipisat.

Prisen er samtidig en motivation til at fortsætte arbejdet for at bevare, beskytte og formidle verdensarven i Aasivissuit – Nipisat – med respekt for landskabet og de mennesker, der bor her.

Faktaboks
I Qeqqata Kommunia ligger verdensarvsområdet Aasivissuit – Nipisat: Inuit jagtområde mellem indlandsis og hav. Aasivissuit – Nipisat arbejder for at bevare både landskab, kultur og traditionelle fangst- og jagtmetoder, som stadig er en del af livet i dag. Området blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2018 og rummer 4.200 års historie om jagt, fiskeri, bosættelse og menneskers tilpasning til Arktis.

Verdensarvsarbejdet her handler om at bevare landskabet og kultursporene – men også om at fortælle historien videre, skabe lokal udvikling og styrke stoltheden over, at dette landskab er en del af hele menneskehedens fælles arv.

En meget stolt site manager for Aasivissuit - Nipisat Paninnguaq Fleischer-Lyberth modtog prisen.


Yderligere information

Paninnguaq Fleischer-Lyberth
Site manager
Aasivissuit – Nipisat
Qeqqata Kommunia
Mail: Panf@qeqqata.gl
Mobil: (+299) 56 28 10