Johanne Skiftes mor, Bolethe Berthelsen, fik i juni dette år Parkinsons sygdom. Konsekvenserne har været hårde for den 83-årige kvinde, men også for hendes familie. Bolethe begyndte på stærke piller, og langsomt, men sikkert, kom depressionslignende tanker.
-Min mor gik ned personligt. Hun havde desuden meget ondt i sine muskler og led som følge af sin sygdom. Derudover fik hun stærke urinvejsinfektioner, som gjorde det hele værre, fortæller Johanne Skifte.
Familien gik flere gange med hende til lægen. Til sidst havde Bolethe det så dårligt, at hun måtte indlægges. Hun græd hele tiden og var meget træt af sine smerter. Hun ville heller ikke have, at familien gik fra hende på sygehuset. Det var hårdt for Johanne og familien at være vidne til.
-Der blev vi alle i familien enige om, at vi skal støtte hende alt det vi kan. Vi har heldigvis et stærkt sammenhold. Min mor bor alene og føler sig også ensom til tider, så jeg spurgte hende, om hun havde lyst til at bo hos os, fortæller Johanne, der også forsikrede sin mor gang på gang, at hun altid havde hjælp og støtte hos familien.
Selv tage ansvar
Moren takkede ja, og sådan blev det. Bolethe boede i en periode hos sin datter, og fik det bedre og bedre for hver dag, der går.
-Heldigvis havde jeg god hjælp fra mine søskende og andet familie, der kom i tide og utide for at se til hende. Vi lod hende få det bedre i hendes egen tempo. Vi opfordrede hende ikke til noget bestemt, men respekterede, at hun havde det sådan lige nu og hun selv skulle bruge den tid, der skulle til for at komme på rette spor igen. Det hjalp nok også at hun følte, hun blev mødt og forstået, fortæller Johanne.
Bolethe fik det så meget bedre, at hun begyndte at gøre rent og tage bad igen, og til sidst fik hun selv lyst til at vende hjem til sin egen bolig. I dag har hun det fået det bedre igen, og gør det ting hun plejede at gøre.
-Vi i familien har ment, at i stedet for at råbe om hjælp eller vente på at få hjælp, så er det vigtigt selv at tænke over, om man selv kan gøre noget. Og tage sagen i egen hånd. For os har det altafgørende været, at vores mor skulle være glad og hun skal føle, vi er her for hende, for vi ved jo ikke, hvor længe endnu vi har vores ældre. Og hun er den eneste ældre, vi har tilbage, siger Johanne.
Det har også været en lettelse for familien, at kommunen har været forstående med, at Bolethe skulle flytte hos Johanne en periode. (Bolethe bor i en ældrebolig, red).
Vigtigt at familien selv gør noget
Hjemmehjælpen i Maniitsoq har også lagt mærke til, hvor godt Bolethe har fået det efter at have boet hos sin datter, og generelt også al den støtte, hun får fra sin familie. Derfor har hjemmehjælpen indstillet familien til en opmuntringspræmie, som de senere hen selv afleverede hos en noget overrasket Johanne.
- Det har vi slet ikke forventet. Vi så det som en selvfølge at passe vores mor, men det er da rigtig dejligt at blive anerkendt på den måde, siger Johanne.
Præmien var en madkurv og diplom, og det er hjemmehjælpslederen, der sammen med sine kollegaer og overordnede har fået den ide at give en præmie til familien.
-Vi arbejder jo med de ældre i hverdagen, og de føler sig meget mere glade og trygge, når familien deltager aktivt i deres hverdag, har vi erfaret. Der er mange ældre, der føler sig ensomme, men som måske ikke rigtig vil fortælle det til familien, da de ikke vil forstyrre dem i deres liv, siger hjemmehjælpsleder i Maniitsoq, Amalie Rosing.
- Vi vil samtidig gerne opfordre familier/personer til selv at tage sig mere af deres ældre, besøge dem oftere og lignende, hvis de har tid og overskud. De ældre bliver så glade, pointerer Amalie.
Efter Bolethe er kommet hjem, har familien henvendt sig til kommunen og spurgt, om hun kunne få hyppigere besøg fra hjemmehjælpen, og det er heldigvis blevet imødekommet.
Hjemmehjælpen arbejder på at belønne en familie med en opmuntringspræmie hvert år.