Vi har på denne baggrund netop sendt kommuneplantillæg vedr. hytte- og hotelområder mellem Sisimiut og Kangerlussuaq ud til offentlig høring.
Jeg vil dog ikke ligge skjul på, at jeg ikke kan forstå, hvorfor det tager Naalakkersuisut så længe om at godkende vores projekt vedr. vejanlæggelse med start fra Kangerlussuaq.
Selvom Lufthavnen i Kangerlussuaq og den nye vej egentligt skulle være én af de store støttepunkter til intensionerne om at udvikle turismen i hele Grønland.
Vi er selvfølgeligt velvidende om, hvilke kortsigtede konsekvenser der vil være for Kangerlussaq, når Nuuk og Ilulissat får deres nye lufthavne.
Til trods herfor er vi ikke i tvivl om, at hele landet i fremtiden vil kunne drage økonomisk fordel af en let tilgængeligt og smukt natur, der er mellem Sisimiut og Kangerlussuaq.
Hvorfor kan vi som i Island ikke tilbyde turistattraktioner på en vej, når vi her kan tilbyde meget mere spændende vintertilbud for turister, efter vi i Island har set, hvor stor en fordel vejen har for helårsturismen?
Efter min egen vurdering kunne vi tilbyde turister endnu mere spændende oplevelser, hvis kommunerne fik mulighed for at samarbejde for at kunne tilbyde turister at komme til flere destinationer, i stedet for at konkurrere om lufthavne.
Folkeskolen:
For sent møder og fravær fra undervisningerne i folkeskolen, skal ikke være kendetegn for vores fremtidige unge i kommunen!
Jeg var meget stolt over Iluuna Enoksen, der var afgangselev denne sommer.
Iluuna var nemlig en rollemodel, da hun i løbet af hele skoleåret ikke var kommet for sent i skole, og havde ej et eneste fravær fra undervisningerne.
Det beviser, hvor vigtigt forældrestøtte, men også at kunne give ansvar til børnene er.
Vi må derfor gå bort fra, at de unge i vores kommune anser for sent møder og fravær som normale.
Som Juaaka Lyberth i én af sine digte har ramt rigtigt,
”Nej min dreng, du skal ikke ud at sejle så ofte
Det er ikke godt at udeblive fra skolen
Så du kan, hvis du er dygtigt, få dig et arbejde som danskerne, når du bliver ældre”
Vi har derfor påbegyndt uddeling af opmuntringspræmier, for at fremhæve børn og elever, der er rollemodeller, for at vi som et samfund kan udvise et mere respekt for folkeskolen, og gøre engagement forbilledligt.
Med dette tiltag er det ikke vores hensigt, at lade alle uddanne sig til læge eller jurist.
Vi må jo have kompetente pædagoger, der er gode til at arbejde med børnene, hvis vi som et samfund skal være glade og positive, og vi kan ej heller undvære gode fangere, hvis vi fortsat skal kunne spise grønlandske råvarer, og sangkor og skuespillere, der gør vores liv mere positivt.
For at skabe mere respekt overfor folkeskolen, har vi indledt kurser for at give skolelederne flere redskaber.
Fordi vi ikke kan komme udenom, at lederne må have de nødvendige redskaber, hvis lærerne skal være inspirerende, og hvis forældrene skal give børnene lyst til at lære.
Desuden mener jeg, at vi efterligner omverdenen for meget, hvad angår feriedagene.
Hvorfor skal vi lade vores børn holde sommerferie i juni, og får dem tilbage på skolebænken i august, når august er den mest egnede måned til, at vi som familie samler vinterforråd?
Vi bør tilpasse ferierne, da vinterforråd ligger i vores kultur og er vigtigt for vores selvforsørgelse.
Globalisering:
Vi ønsker, at vore børn skal vide, at der også findes spændende muligheder udenfor Danmark og Grønland, som man ikke kan opleve i Danmark og i Grønland.
Vi ønsker derfor, at vores børn skal ud og opleve verdenen, fordi vi gerne vil have, at vores børn selvstændigt skal kunne komme i kontakt med omverdenen, og være foregangsmænd indenfor turisme og råstofbranchen, og endda være verdenskendt for at være dygtige hundeslædekuske indenfor turisme.
Vi vil derfor danne en fond, for at gøre sprogrejser attraktive.
Fordi vi mener, at det er en fremtidsinvestering for både vores unge og kommune.
Sundhed:
Vi vil være bedre til at passe på vore allervigtigste resurser, hinanden.
Mobiltelefonen eller facebook må nok siges at være den største livsændring vi har oplevet i de senere år.
Vi er jo begyndt at bruge meget af vores tid til den elektroniske verden, at vi nedprioriterer vores familieliv eller idræt.
Det bør nok siges, at den elektroniske verden er medårsag til, at der efterhånden bliver færre sportsfolk.
Hvis vi ikke ændrer på vores usunde livsstil, kan det have katastrofale følger for samfundet i fremtiden.
Jeg mener, at vi har en god grund til at være bekymret, når forårsruller, pommes frites m.m. gøres klar fra klokken otte om morgenen til skoleelevernes frikvarter, ligesom rygning blandt unge anses for normalt.
Jeg vil derfor spørge Jer;
om vi som et samfund ønsker at blive kendt for vores hosteri og dårlig kondition?
Eller om vi ønsker at blive kendt som et aktivt og sundt samfund?
Vi føler os vel tilpas, når vi har dyrket sport, og føler indre glæde, når vi har været ude i naturen.
Vi har lavet en sundhedspolitik for at få flere borgere til at forstå glæden ved at være fysisk aktiv, og vi har desuden fordoblet vores budget til udendørs fritidsfaciliteter.
Vi vil indføre trænerhonorar for at gøre idrætslivet attraktivt, og vil give almindelige borgere mulighed for at søge midler til fysisk aktiviteter, selvom man ikke er medlem i en sportsforeningen.
Skabelsen af mennesker er jo forunderligt og fantastisk.
Skabelsen af mennesket er så fantastisk, at vi er blevet skabt til selv at tage vare på vores eget krop.
Vi bør derfor sætte pris på vores sundhed, i stedet for at vente på at blive syge eller dårlige.
At tage et ansvar:
Vi har i forhold til de afsatte midler haft færre udgifter til offentligt hjælp, da flere borgere er kommet i arbejde.
Dette er selvfølgeligt en rigtig god nyhed, og det bør sige, at det er lykkedes Majoriaq at få flere arbejdssøgende ud i arbejdsmarkedet.
Til trods herfor vil jeg ikke ligge skjul på, at vores stabile medarbejdere arbejder under pres på grund af for få stabile medarbejdere i institutioner, ligesom den tid som vores børn og ældre har behov for i pleje og omsorg til dels ikke kan dækkes.
Dette beklager jeg, og undskylder for som borgmester.
Vi bliver nok nødt til at tænke på at tiltrække plejepersonale udefra, hvis vores børn og ældre skal få deres rettighed til at få den fulde pleje og omsorg dækket.
Hvad er vigtigst? At forsøge at dække vores behov med lokale og stabile arbejdskraft, selvom det er svært eller at borgerne med behov får en betryggende hjælp?
Vi bør vende tilbage til vores bedstefædres stolte tankegang om, at arbejde betaler sig, og at medansvar belønner sig!
Vi vil fra kommunen komme væk fra den politiske tankegangen om, at grønlænderne ikke kan tage et større ansvar.
For at den næste generation kan få flere borgere med selvtillid og vægter selvstændighed, må vi politikere så vidt muligt minimere vores fratagelse af borgernes ansvar.
I dag lærer vi politikere børnene om fratagelse af forældreansvar ved blandt andet at give gratis bleer i daginstitutioner, og skolemad.
Jeg vil gøre opmærksom på, at vi ikke har overset, hvor dyrt det er, at leve i Grønland.
Men vi har ej heller overset, hvorledes børnefamilier lider på grund af manglende evne til at prioritere og styre økonomien.
For at hjælpe borgerne med behov for en lysere fremtid, planlægger vi kurser om økonomistyring og prioritering.
Ja, selvfølgeligt har vi som personer også begået fejl.
Men uanset hvor langt du har rejst, skal du vende om, hvis det har været den forkerte vej.
Der er ingen mening i at fortsætte ned ad en vej, som du ved er forkert.
Vi har besluttet os for, at idrætsfolk og andre, der på frivillig basis arbejder med vores kultur, skal kunne vise et socialt ansvar, hvis de skal kunne få udbetalt tilskud til rejser.
Dette for at minimere en mulig tankegangen om, at kommunen nok skal dække alt, og får at få flere til at tænke på, at arbejde betaler sig.
Vi mener, at dette vil skabe et større fællesskab blandt idrætsfolk, og at det vil skabe stolthed over at have taget et socialt ansvar.
Børn:
Kære forælder, at være forælder er den vigtigste job i verden.
Ved at forme dine børn, er du med til at forme vores land.
Du har som forælder ansvaret for at gøre dine børn omsorgsfulde og selvstædige samt lære dem at skelne mellem rigtigt og forkert.
Hvordan vil vi som forældre huskes positivt af vores børn?
Jeg mener, at børn aldrig glemmer den omsorg, kærlighed, fællesskab og kvalitetstid det har fået som barn.
Vi bør derfor sætte pris på vores børn, mens de er små, fordi barnet ikke får mulighed for at genopleve sin barndom.
Jeg vil benytte denne lejlighed til hjerteligt at takke vores plejefamilier her i kommunen.
I byder jo børn, der har behov for omsorg og tryghed velkommen i Jeres hjem, for at udfylde det tomrum, de har, som vi andre ikke er i stand til.
Jeg mener, at det er passende at fortælle Jer det, som min afdøde mormor plejede at sige, hvilket er, at et barn aldrig glemmer en person, som har behandlet én godt.
Jeg vil derfor på vegne af børnene igen sige; tusind tak!
Jeg ønsker alle borgere et godt og lykkebringende år, og jeg håber, at det nye år vil være uforglemmeligt og godt for Jer.