TELE-POST leverer særlig forbindelse til racerløbet med mobilt site
TELE-POST leverer forbindelser når millioner af motorsport fans, TV- og online seere verden over kan opleve Extreme E’s el-bils rally. Det verdensomspændende event afholdes for første gang direkte fra sandbankerne med udsigt til Russell Gletsjer i Kangerlussuaq i Grønland d. 28.-29. august 2021. TELE-POST skal levere forbindelserne via en særlig mobil løsning, som sættes unikt op med et særligt mobilt site for at sikre 4G dækning i en kort periode ved denne destination. Nu testes det Transportable mobile site og forbindelser skal være parat til at kunne dække løbet direkte fra sandbankerne ved Russell Gletsjer.
CEO i TELE-POST, Kristian Reinert Davidsen siger:
- Ofte er mobil- og internetforbindelser noget der for mange bare kommer svævende i luften, men en forudsætning for mobil- og internetforbindelser i et storslået Arktisk land er, at der bygges teleinfrastruktur på høje fjelde som dybe dale og fjorde. Jeg er stolt over, at TELE-POST’s gode samarbejde med Qeqqata Kommunia kan være med til at realisere et så positivt og vigtigt event for vores hele landet.
Extreme E løb mod klimaforandringerne
Extreme E racerløbet er en off-road raceserie, der bruger elektriske SUV’er og futuristisk teknologi i de mest ekstreme omgivelser i verden. Formålet med racerløbet er at sætte fokus på klimaændringernes konsekvenser gennem Extreme E løbsserierne fra 5 steder i verden, hvor klimaforandringer viser sig tydeligst gennem ørkenspredning, stigende havniveau, smeltende Arktis, fældning af regnskove og forsvindende gletsjere. Den smeltende Indlandsis er den perfekte baggrund til at fortælle budskabet om den globale opvarmning.
Interessen er stor for det nye koncept ’docu-sport’, hvor rally-/bilsporten kombineres med dokumentarer om klimaforandringernes enorme konsekvenser og sætter Grønland og Kangerlussuaq i fokus som et af verdens mest unikke rejsemål.
Qeqqata Kommunia takker TELE-POST for det gode samarbejde
Borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen siger:
- Vi er ekstremt glade for det tætte samarbejde med TELE-POST, som fra start har været positive og fundet en helt særlig løsning for at dette projekt kan gennemføres. Denne løsning med et mobilt site sikrer nu, at hele verden kan følge direkte med i Extreme E racerløbet fra Kangerlussuaq. Vi håber verdenskendte racerkørere kan være med til at brande både Kangerlussuaq, Qeqqata Kommunia og vores storslåede land ude i verden.
Det transportable SITE sikrer forbindelser til LIVE stream af løbet
Det transportable Tusass Mobile site bruges til mobildækning i områder, hvor der med kort varsel er brug for dækning eller mere kapacitet. Selvom den er transportabel, kræver det stadig omfattende planlægning for TELE-POST at skaffe den rette signalfremføring med flere radiokædelinks og opstilling af anlægget. Flere teleteknikere var engageret i opstillingsarbejdet med tungt hjælpeudstyr, der særligt skulle transporteres med ATV køretøjer og opsættes på en fjeldtop i det golde arktiske klima.