Fredag den 16. marts underskrev naalakkersuisoq for Boliger, Infrastruktur og Trafik, Jens B. Frederiksen og Qeqqata Kommunias borgmester, Hermann Berthelsen, en hensigtserklæring om samarbejdet om udvidelsen af havnen i Sisimiut.
Hensigtserklæringen er første skridt på vejen til at skabe rammerne for et kommende samarbejde mellem Selvstyret og Qeqqata Kommunia omkring havneudvidelsen.
- Med hensigtserklæringen har vi taget endnu et vigtigt skridt i retning mod en udvidelse af havnen i Sisimiut. Jeg sætter stor pris på, at vi i et så stort projekt som havneudvidelsen kan være i god dialog med Selvstyret. Sisimiut Havn er en vigtig brik i byens og kommunens fortsatte vækst, og derfor er et samarbejde med Selvstyret af stor betydning, siger borgmester Hermann Berthelsen om hensigtserklæringen.
Kommunen forventer fortsat, at den udvidede havn i Sisimiut står klar til indhalingsskibe, trawlere og krydstogtskibe i sommeren 2013.
Du kan læse hensigtserklæringen her.