Qeqqata kommunalbestyrelse finder det dybt bekymrende, at infrastrukturudviklingen er gået i stå i Qeqqata Kommunia. Udviklingen af erhvervslivet bremses, og turistaktører kan ikke få igangsat deres udviklingsplaner. Til sommer forventes endvidere optagelse af et enestående område mellem Sisimiut og Kangerlussuaq på UNESCO verdensarvsliste, men lokalbefolkningen og turisterne vil ikke kunne opleve verdensarven pga. manglende tilgængelighed, som vejen ellers vil give.
Ligeledes vil det være vigtigt for Qeqqata Kommunia borgers tro på Naalakkersuisuts fokus på en mere ligelig fordeling af landets ressourcer, at Naalakkersuisut ikke kun fokuserer på andre kommuners infrastrukturprojekter. Det er jo ingen hemmelighed, at Grønlands Selvstyre har stort fokus på lufthavnsanlæggelser, men at ingen af disse planer er beliggende i Qeqqata Kommunia, hvorfor vi ønsker handlinger fra Naalakkersuisut, med infrastrukturplaner for vej mellem Kangerlussuaq og Sisimiut!
Qeqqata Kommunalbestyrelse har afsat midler til ATV spor, og ønsker i denne sammenhæng at gå i gang med anlæggelse af ATV sporet fra Kangerlussuaq til Kangerluarsuk tulleq der opstartes den kommende sommer. Såfremt der kan anlægges vej mellem Kangerlussuaq og Kangerluarsuk Tulleq vil turister få adgang til UNESCO verdensarvsområdet fra Kangerlussuaq ligesom andre turistattraktioner som Pingu fjeldene og Aqqutikitsoq gletsjeren gøres tilgængelige. Sidst men ikke mindst vil de mange hytter i bunden af Kangerluarsuk Tulleq, hvor der nemt sejles til/fra Sisimiut, få adgang til Kangerlussuaq.
På vegne af Qeqqata Kommunia skal jeg anmode Naalakkersuisut om at der findes afklaring på Vurdering af Virkninger på Miljøet (VVM), så anlæggelse af vej mellem Kangerlussuaq og Kangerluarsuk Tulleq kan finde sted til sommer, uden at det blokerer for det fortsatte arbejde med at finde en løsning VVM for passagen gennem Sisimiut vandspærrezone og dermed strækningen mellem Kangerluarsuk Tulleq og Sisimiut.
Qeqqata Kommunia ser også frem til at kommissorium underskrives af Naalakkersuisut for grusvejen mellem Sisimiut og Kangerlussuaq, med kommissorium vil man kunne arbejde videre med realisering af grusvejen.
Borgmester Malik Berthelsen udtaler: Jeg er klar til at fremlægge planerne for Inatsisartut og Naalakkersuisut om at realisere planerne for ATV spor og grusvej mellem Kangerlussuaq og Sisimiut, og ikke mindst om potentialerne ved Kangerlussuaq og Aqqutsikitsoq.