På udstillingen viste eleverne, hvad de har arbejdet med de sidste 2 uger, hvor de har haft temauger om FN’s verdensmål. I løbet af 2 timer kunne elever, forældre, og andre interesserede komme og se elevernes udstillinger og høre deres forslag til, hvordan vi kan blive bedre til at genbruge ting i Sisimiut.
Eleverne fra 9. klasse havde været ude og spørge eleverne og lærerne på skolen om, hvad de mangler på skolen. Efter en tur på affaldspladsen fandt de ud af, at der er masser af gamle bildæk, som de har genbrugt til at lave smarte loungestole, gynger, blomsterkummer og hoppestativer af. Kjeld fra 9 E fortæller ”Vi fik ideerne til gyngerne og skamlerne efter vi havde spurgt eleverne og lærerne om, hvad de mangler på skolen. Og der manglede et gyngestativ i skolegården, så der er mange elever, der er glade for den nye gynge vi har lavet.”
9E’s lærere Anna M. Sandgreen og Makkak Fly nævner ”det kan være svært at arbejde med innovation, men det har været rigtig godt for eleverne at arbejde kreativt og alle elever har været med.”
I 6. klasse havde de arbejdet med forskellige former for genbrug i mindre grupper. En gruppe havde lavet et forslag til hvordan de store mængder af papiraffald på skolen og i byen kan genbruges til toiletpapir. Imens andre elever havde tænkt på hvordan man kan gøre genbrugstøj trendy via redesign og ved at lave flotte og overskuelige genbrugsbutikker, ligesom det er i storbyer som London og Amsterdam. Andre elever havde lavet forslag til, hvordan man kan genbruge gamle cykel- og løbehjulsdele til at give cykler og løbehjul nyt liv.
”I 6. E har vi arbejdet ud fra Verdensmål 12. Mindre forbrug - mere genbrug. Vi har været rundt i byen og besøgt byens butikker og institutioner. Eleverne er blevet undervist i viden om FN, viden om klimaet, viden om hvordan materialer som jern, papir, plastik og tøj bliver genbrugt. Men vigtigst af alt har børnene selv fået lov at finde på ideer og forsøgt sig med at udvikle noget, de synes vil gavne Sisimiut og hvordan byen her skal blive bedre til at genbruge.” Siger Lærerne Najattaq Olsen Skifte og Lone Hyldgaard Nielsen.
Men det er ikke kun de store elever, der kan tænke nye måder at genbruge affald på. De små elever fra 2. klasse havde lært en masse nyt om affald ved at besøge forbrændingsanlægget og de havde blandt andet produceret udklædningstøj, bøtter til farver og sjove ting af papaffald, pap, plastikaffald og glas som de havde taget med hjemmefra.
Temaugerne er en del af et større projekt kaldet Aktion Verdensmål, som eleverne på skolerne i Sisimiut, Maniitsoq, og Kangerlussuaq har startet op på. Til efteråret følger alle skoler i byer og bygder trop, ved at lave fælles temauger om FN’s verdensmål, så alle elever kan få viden om, hvordan de kan biddrage til at gøre verden mere bæredygtig. Udover at gøre eleverne mere bevidste om bæredygtighed og FN’s verdensmål skal temaugerne gøre eleverne bedre i stand til at tænke innovativt og udtænke produkter som kan anvendes af nogle rigtige brugere. Desuden gør temaugerne det muligt, at arbejde på tværs af fagene og mere projektorienteret.
”Vi ønsker i Qeqqata Kommunia, at ruste vores elever til at tage ansvar for deres egen fremtid” siger Borgmester Malik Berthelsen, der var mødt op og for at se elevernes udstillinger.