Offentlige bygninger skal være tilgængelige for alle, også for borgere med handicaps. Borgere med handicaps skal have adgang til informationer på lige fod med andre borgere. Der skal være uddannelsesmuligheder for alle – uanset handicap eller ej. Uddannelser skal tilrettelægges ud fra den enkeltes behov og kunnen. Det er blandt emnerne i den nye handicappolitik.
Ny politik for 2020-2023
Qeqqata Kommunias seneste handicappolitik blev udarbejdet i 2009, og der er sket meget på handicapområdet siden da. Derfor er kommunens visioner og målsætninger på området blevet genovervejet, opdateret og samlet i denne nye handicappolitik. Fremadrettet opdateres handicappolitikken mindst hvert fjerde år, og denne handicappolitik gælder derfor for årene 2020-2023.
Høring de næste fire uger
En tværgående arbejdsgruppe i Qeqqata Kommunia har arbejdet på politikken det seneste halve år, og Qeqqata Kommunia forventer, at den nye handicappolitik bliver endeligt godkendt i slutningen af april på Kommunalbestyrelsens møde.
Handicappolitikken er i høring de næste 4 uger, og høringssvar skal sendes til Johanne Bladt Vammen pr. mail jova@qeqqata.gl. Eventuelle spørgsmål sendes også dertil. Handicappolitikken kan findes på kommunens hjemmeside og i fysisk form ved borgerservice i Sisimiut og Maniitsoq. Politikken deles med både borgere, organisationer og offentlige instanser, som har mulighed for at kommentere på indholdet af den nye politik.
Du kan læse handicappolitikken, som er i høring, her: Handicapppolitik 2020-2023