airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

En anderledes fotoudstilling om Grønland vises nu på Maniitsoq Museum

Bag udstillingen, som bærer titlen ”EQQAAVISSUAQ TAKUUK” / ”SE DUMPEN”, står den danske fotograf Finn Larsen.
27. november 2020

Det er ikke de sædvanlige, flotte billeder af den grønlandske natur, som der så ofte vises, man kan se i denne udstilling. I stedet har fotografen her, valgt at fokusere på bagsiden af det moderne forbrugssamfund, som også kan ses i Grønland. Finn Larsens ambition er at give skønmaleriet modstand og stof til eftertanke. Dette gør han ved at dokumentere, hvordan der faktisk også ser ud i Grønland.

Finn Larsen har arbejdet med Grønland siden 1991, og har besøgt landet mere end 30 gange. Han har mest opholdt sig i Sydgrønland, men i 2001, 2011 og 2019 har han besøgt ni byer på Grønlands vestkyst månedslange rejser – fra Ilulissat i nord til Nanortalik i syd. Han har således besøgt og genbesøgt ni af de største dumpe mindst tre gange på knap tyve år, hvor bjergene af affald er vokset og vokset.

Fotografen ønsker med udstillingen at henlede opmærksomheden på at indretningen af det moderne forbrugssamfund betyder, at vi hele tiden utilsigtet efterlader noget, som skader grundlaget for vores og andre organismers eksistens. Det kan være klimagasser, som forurener atmosfæren, og alle mulige kemiske og fysiske forureninger på jorden.

På de 40 fotografier i udstillingen, kan man se dumpe med bunker af blandet affald bestående af flasker, batterier, træflis, madrester, olietønder, jernskrot, glasfiberbåde, asbest, fiskegarn, elektronik og meget andet. Finn Larsens udgangspunkt er, at den grønlandske affaldssituation og de samfundsmæssige dilemmaer, der er knyttet til den, ikke er principielt anderledes end i de nordiske og europæiske lande. Den er bare værre og især, mere synlig.

Udstillingen kan opleves på Maniitsoq Museum frem til den 28. januar 2021.