Som den ansvarlige politiker for infrastrukturen i Qeqqata Kommunia er det et chok at læse, at Naalakkersuisoq Knud Kristiansen åbenbart mener, at det vil koste op imod 2 mia. kr. at renovere Kangerlussuaq Lufthavn ved en opgravning gennem længere tid. En stigning fra Transportkommissionens 150 mio. kr. i 2011 til 2 mia. kr. i 2015 svarer til en 13-dobling på 4 år. Har Mittarfeqarfiit og Infrastrukturdepartementet sovet i 4 år og pludselig opdaget en 13-dobbelt udgift for Grønland.
Heldigvis er det ikke så slemt, og ingen eksperter bakker op om en så vild og ubegrundet stigning i udgifterne og ej heller den foreslåede plan for renovering. Man begynder at få fornemmelsen, at Naalakkersuisoq Knud Kristiansen og hans embedsmænd manipulerer bevist for at få en debat i gang eller ligefrem for at få en international lufthavn i Nuuk.
Problemet er jo bare, at sådanne udtalelser og ubegrundede udsagn har ekstremt store negative konsekvenser. Investorer bremser deres investeringer, når en sådan usikkerhed oplyses af landets regering. Alle steder afhængig af flytransport bliver man usikker på fremtiden, for hvad nu hvis landingsbanen skal graves op i længere tid. Kommer der så ingen turister til Grønland via Kangerlussuaq i den tid?
Vores eget nationale luftfartsselskab benytter en Airbus 330, fordi den er optimal til de grønlandske forhold og kan transportere meget mere luftfragt end de mindre fly en kortere landingsbane kræver. Luftfragt forsyner jo en stor del af lukketvandsområdet i nord, og i fremtiden skulle vi gerne få sendt masser af flyfrisk i bugen af en Airbus 330. Men det må ophøre, hvis Naalakkersuisoq Knud Kristiansen forkorter landingsbaner på et forkert grundlag. 1.800 meter er for kort for Norsaq men også for mellemdistancefly som Airbus 319 og 320 og Boeing 737, har Air Greenland jo oplyst.
Det er ganske simpelt landsskadeligt, at der er så meget rod i butikken i Infrastrukturdepartementet. Vi må fra Qeqqata Kommunias side kræve, at Naalakkersuisoq Knud Kristiansen nu får nedsat en uvildig ekspertgruppe og får klarhed over sagen. Alt andet vil blot øge den samfundsskadelige ageren fra Naalakkersuisoqs side. Det har landet ikke fortjent.
I stedet for bør Naalakkersuisut holde sig til sine udmeldinger om at anlægge en krydstogtskibshavn i Kangerlussuaq, så turismen kan udvikles. Det budskab har Naalakkersuisut sendt flere gange til både Qeqqata Kommunia og den internationale krydstogtturismebranche. Naalakkersuisut holder vel ved sit ord, og der skal vel også afsættes midler i Finansloven til noget i Qeqqata Kommunia. Alt behøver ikke kun ske i Nuuk.