airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Kangerlussuaq for ever

Qeqqata Kommunias borgmester Malik Berthelsen mødtes fredag med næstformændene i det lokale erhvervsråd Arctic Circle Business (ACB) Henrik Sachse og GE i Sisimiut Miki Brandt. De tre parter gav hinanden håndslag på at bakke op om en regional overtagelse af Kangerlussuaq lufthavn og udvikle Kangerlussuaqs mange potentialer.
28. maj 2018

Fair konkurrence uden garanti fra Naalakkersuisut 

Qeqqata Kommunias borgmester Malik Berthelsen mødtes fredag med næstformændene i det lokale erhvervsråd Arctic Circle Business (ACB) Henrik Sachse og GE i Sisimiut Miki Brandt. De tre parter gav hinanden håndslag på at bakke op om en regional overtagelse af Kangerlussuaq lufthavn og udvikle Kangerlussuaqs mange potentialer. Parterne kan ikke forestille sig, at beslutningstagere langt væk fra regionen skulle beslutte henover hovedet på Kangerlussuaq og regionen, at den velfungerende landingsbane skal forkortes eller helt nedlægges.

- Der er aldrig kommet noget godt ud af at flytte eller nedlukke velfungerende bygder i Grønland. Hvis Staten eller Naalakkersuisut ikke magter opgaven, så må vi lokale overtage, siger de tre parter i fællesskab.

Fair konkurrence uden garanti fra Naalakkersuisut

Parterne ser frem til fair konkurrence mellem Kangerlussuaq lufthavn og den forlængede Nuuk lufthavn. Fair konkurrence bør indebære, at lufthavnene konkurrerer på lige vilkår. En oplagt løsning er, at begge lufthavne placeres i regionale aktieselskaber. Lige så oplagt er det, at ingen får selvstyregaranti til udviklingstiltag.

- Vi har desværre oplevet, at Sikuki Harbour blev anlagt af Selvstyret, mens Qeqqata Kommunia selv måtte betale for havnen i Sisimiut. Tilmed skal alle landets borgere betale Sikuki Harbour fee. Det er ikke fair konkurrence, og det bør ikke gentages med Nuuks lufthavnsudvidelse, mener næstformanden for Arctic Circle Business, Henrik Sachse.

Regional udvikling er vejen frem

De tre parter tror, at fair konkurrence og udvikling vil opstå, hvis infrastrukturmidler fra bloktilskuddet uddelegeres til regionerne. Nu opretter Naalakkersuisut infrastrukturselskaber, der prioriterer infrastrukturudbygningen i hovedstaden. Landets øvrige regioner og særligt Sydgrønland har også brug for udvikling og infrastrukturinvesteringer efter mange års udsultning.

- Vi har brug for, at Naalakkersuisut investerer i hele landet – eller endnu bedre, at den grønlandske regering fordeler infrastrukturmidlerne til regionerne, som så selv investerer i de nødvendige infrastrukturtiltag, der er nødvendige for udvikling af den enkelte region, siger Qeqqata Kommunias borgmester Malik Berthelsen.

Det handler om Nuuk lufthavn

De tre parter har bemærket, at Kaalallit Airports har opgraderet regulariteten i Nuuk fra 93% til 97% og nedgraderet regulariteten i Qaqortoq fra 84% til 75% den seneste måneds tid. Vejret bliver åbenbart bedre i Nuuk og værre i Qaqortoq.

- Vi har længe undret os over, at kun erhvervsfolk fra Nuuk og udlandet bliver udpeget til Sikuki Harbour og Kaalallit Airports bestyrelser. Erhvervsfolk fra resten af landet kan også bidrage. Det er glædeligt, at Qeqqata Kommunia vil bruge vores ekspertiser i havnerådet i Sisimiut og i det kommende Arctic Circle Traffic, siger GE Sisimiuts næstformand Miki Brandt.


Yderligere oplysninger:
Borgmester Malik Berthelsen, telefon 52 55 00